ALKOHOL- OG RUSPOLITIK
 
Når det drejer sig om indtagelse af alkohol, euforiserende stoffer og præstationsfremmende midler, er det Gudum Nissum IdrætsForenings (GNIFs) hensigt at sikre, at alle har en fælles forståelse og et fælles ansvar for, hvordan man forholder sig hertil i GNIF.
 
Euforiserende stoffer

Indtagelse og brug af euforiserende stoffer er ikke foreneligt med aktiviteter (træning, arrangementer eller stævner) i GNIF. Overtrædelse af denne regel vil medføre øjeblikkelig bortvisning.
 
Doping
Brug af doping og andre former for præstationsfremmende midler er forbudt. Vi samarbejder med Antidoping Danmark, hvilket betyder, at vi kan få uanmeldt kontrolbesøg. Overtrædelse af Antidoping Danmarks regler vil medføre udelukkelse fra GNIFs aktiviteter.
 
Alkohol

Når der ved givne lejligheder indtages alkohol, skal det ske på en måde og i et omfang, så man ikke optræder beruset og derved skader foreningens ry og omdømme.
 
§1 Generelt

Stk. 1. GNIFs holdning er, at der ikke forekommer alkohol hos deltagerne ved arrangementer for deltagere under 16 år.
 
Stk. 2. Ved arrangementer for deltagere over 16 år skal vi i dialog og samarbejde med idrætsudøvere, trænere, instruktører og ledere sikre,
 -at der ved stævner etableres områder, hvor der er mulighed for nydelse af alkohol i socialt samvær. Uden for disse områder vil det ikke være tilladt at nyde alkohol,
-at der ikke nydes eller medbringes alkohol på indkvarteringssteder, med mindre stævnearrangøren har lavet en anden aftale med indkvarteringsstedet, og
-at det tydeligt beskrives, såfremt der i forbindelse med arrangementer eller stævner er afvigelser fra ovennævnte.
 
§ 2 Sanktioner

Brud på den fælles formulerede aftale omkring alkohol ved træning, stævner og arrangementer i GNIF vil medføre bortvisning og eventuelt senere udelukkelse af foreningen. Er der tale om brud på aftalen af personer under 18 år, tages kontakt til vedkommendes forældre, som eventuelt vil blive pålagt at afhente den unge,
 
§3 Regelsæt

REGELSÆT for indtagelse og nydelse af alkohol i GNIF
 
Stk. 1: Med denne hensigtserklæring ønskes, at ALLE ledere og trænere i GNIF optræder ansvarsbevidst, og at hensigtserklæringen respekteres og overholdes.
 
Stk. 2: Der indtages naturligvis ikke alkohol i eller i umiddelbar nærhed af ”arbejdstiden”, hermed forstås, at ledere, aktive, hjælpere og andre, som er GNIFs repræsentanter, ikke indtager alkohol umiddelbart i forbindelse med udøvelse af aktivitet – heller ikke i ventetiden.
 
Stk. 3: Alle ledere, instruktører og repræsentanter i GNIF har et fælles ansvar for, at overordnede holdninger bliver efterlevet. Det vil sige, at det i den konkrete situation – ved træning, kurser, stævner eller skole/lejre – er de pågældende ledere, instruktører eller repræsentanter, som har ansvaret. Det skal endnu engang understreges, at ansvaret måske er større ved de specielle arrangementer, da der her forekommer gråzoneområder.
 
Ovenstående politik er behandlet og vedtaget i ledelsen.
Gudum Nissum IdrætsForening (GNIF) | Skolevænget 5 | Nørre Nissum | 7620 Lemvig | CVR 33 33 55 71